Særlige undervisningssamarbejder
For at styrke læringsmiljøet omkring særlige elevgrupper i samfundet, der af forskellige sociale, kulturelle eller faglige årsager har vanskeligt ved at få hul på samtidskunsten ønsker vi at etablere undervisningssamarbejder med udvalgte skoler. Der kan være tale om skoler med en høj koncentration af elever fra ressourcesvage miljøer, elever fra indvandrerkulturer, som af forskellige årsager er udsatte i forhold til et aktivt kultur- og samfundsliv i DK, elever med særlige handicaps eller blot elever fra skoler med et ringe kendskab til samtidskunsten som potentiale i et undervisningsperspektiv.
Gennem undervisningsprogrammer, der tilrettelægges i tæt samarbejde med skolens lærere, tilbyder vi en sammenhæng mellem oplevelse, analyse og praksis, i forhold til aktuelle og relevante tematikker i husets skiftende udstillinger.
Tanken er at "matche" både elevernes særlige kompetencer og konkrete stofområder i læseplaner i forskellige fag. Her igennem styrkes elevernes meriterende forhold til skolen såvel som samtidskunsten - som afsæt for udviklingen af en demokratisk og kulturel identitet.
Nikolaj er meget interesseret i at høre fra lærere/skoler som synes, det kunne være spændende at drøfte mulighederne i et fremtidigt pædagogisk samarbejde for netop jeres elever og lærere.

