Nadav Kander: Obama's People
Nadav Kander: Obama's People
53 portrætter af præsidentens stab

23. januar – 14. marts 2010



Et år efter Barack Obamas indsættelse i Det Hvide Hus gav Kunsthallen Nikolaj et unikt indblik i den stab, der omgiver verdens mest magtfulde mand.

Kort før Obamas tiltrædelse fotograferede den israelske fotograf Nadav Kander præsidentens 53 betroede medarbejdere – fra udenrigsminister Hillary Rodham Clinton til den unge spindoktor Jon Favreau, den cowboyhat-klædte indenrigsminister Ken Salazar, Obamas afslappede personlige assistent Reggie Love og den republikanske forsvarsminister Robert M. Gates.

Kander sætter ansigter på det ellers anonyme magtapparat bag præsidenten, og fotografierne viser en slående diversitet i alder, køn og etnisk baggrund blandt folkene bag Obama. Ved at isolere de enkelte personer mod en hvid baggrund fremhæver Kander detaljer i deres ansigtsudtryk, små kropsbevægelser eller påklædning, som taler deres eget sprog. De medvirkende fik mulighed for at medbringe en rekvisit til fotoseancen, som kunne fortælle os noget om, hvem de er – en ipod, en basketball, en bog, en småkage, en cowboyhat.

Fotografierne blev o
prindelig bestilt af The New York Times Magazine til et særnummer, der udkom to dage før Obamas indsættelse i Det Hvide Hus i januar 2009. Serien er delvis inspireret af Richard Avedons legendariske portrætter for Rolling Stone Magazine af USA's magtelite i 1976.



Kunsthallen Nikolaj var første stop for Obama's People på fotoseriens rejse verden rundt. Fotografierne havde tidligere kun været vist i England på Birmingham Museum and Art Gallery og i Flowers Gallery i London.

       Kunsthallen Nikolaj       Nikolaj Plads  10       1067  København  K       Telefon: +45 3318 1780       Email: nikolaj@kunsthallennikolaj.dk